Simon Bruntse Andersen

Jeg er en sportsgal knægt, der synger fynsk og som har dyrket diverse sportsgrene siden jeg lærte at gå. Det var hovedsageligt badminton og fodbold der optog mine interesser op igennem 1990’erne og 2000’erne. I 2011/12 blev jeg student og tog på en jordomrejse i et års tid. Turen tog mig bl.a. til Australien, hvor jeg stødte ind i triatlon sporten. Her blev jeg hurtigt fascineret af måden man skulle træne sin fysiske og mentale udholdenhed igennem 3 discipliner; svømning, cykling og løb. Jeg fandt herefter hurtigt ud af at min fysiologi og genetik tillod mig at træne ekstreme mængder – så hurtigt fik jeg smag for lang-distance triatlon. Jeg søgte som 18-årig at lære mig selv bedre at kende. Det lærte jeg på den hårde måde igennem min dannelsesrejse og ved forberedelserne til min første ironman i 2013 i Nice. Under forberedelserne til min første ironman dengang trænede jeg røven ud af bukserne måned efter måned og blev presset til langt over grænsen og mine egne evner af mine daværende klubkammerater fra Odense Triathlon Klub. Elskede at træne hårdt og presse mig selv til kanten i jagten på at blive lige så dygtig som mine klubkammerater, som samtidigt var mine store idoler. Det var personligheder som Jens Petersen-Bach, Esben Kaczmarek og Jens Koefoed. De lærte mig først og fremmest at cykle og træde watt på den store klinge og at det ikke var en skam at gå kold på de hårde træningspas. Dengang var det meget almindeligt at jeg gik kold et par gange om ugen i jagten på at følge med de store drenge. Der er løbet meget vand under broen siden dengang og jeg er blevet en klogere triatlet sidenhen.

Min træning kulminerede i 2015, hvor jeg blev Dansk Mester i ironman-disciplinen. Siden dengang er træningen blevet en anelse mere seriøs og jeg er i dag – først og fremmest klar over vigtigheden af at holde kroppen sund og rask og fri for sygdom og skader. Derfor indgår sund og nærende kost (før/under/efter træning), restitution og søvn på lige fod i min daglige træning som selve de aktive træningspas. Dernæst er udstyret blevet en endnu vigtigere del af det at kunne performe optimalt. Den større tilfredshed og de sekunder du vinder ved at kende dit udstyr og have det rigtige er et eller andet sted gratis (om ikke andet en investering) og er for mig hamrende vigtigt for at kunne bevare motivationen i den daglige træning.

Foruden svømning, cykling og løb består min træning af specifik-orienteret træning med bl.a. elastik, TRX og kettlebells et par gange om ugen. Et par gange om året nyder jeg alpint skiløb og tvister træningen med det benhårde og opadgående randonee skiing i Alperne. Desuden ånder jeg engang i mellem også ud til en crossfit time, hvor det er nemt at være social med venner og familie, som ikke er så begejstret for lange svømme-, cykle- og løbeture. Da kunsten i lang-distance triatlon er kontinuitet i sin træning, så sørger jeg for, at hele tiden holde kroppen motiveret og glad ved at lytte til dens behov. Jeg varierer derfor næsten dagligt mellem disciplinerne og forsøger at være fleksibel i forhold til træningstid, så det bedst muligt passer ind i mit arbejde, mine sociale aktiviteter og søvn.

 

Mit bedste råd til at optimere din træning

Husk at det skal være sjovt at træne! Find det der gør dig glad og du vil mærke du bliver sundere og stærkere.

Træning er kun halvdelen af det at blive sund og stærk (evt. også ved vægttab). Det er så vigtigt at du sideløbende spiser og drikker det rigtige og du får din søvn. Derfor er det så vigtigt at du sætter dig en smule ind i kroppens fysiologi, anatomi og ikke mindst ernæringsdelen. Der er skrevet mange tykke bøger om sund og nærende kost, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på, men vil derimod anbefale dig at læse, om ikke andet skimte nogle af disse bøger (gerne flere af dem og vær kritisk). Ud over at spise sund varieret kost, så anvender jeg dagligt kosttilskud og bruger ernæringssupplement i form af gels, barer og energidrik både før, under og efter træningen for at kunne performe optimalt og dermed få fuld udbytte af min træning.

 

Mål for fremtiden og motivation

”At blive den bedste udgave af mig selv”. Inden for en kort årrække har jeg en sportsligt målsætning om at køre en ironman på sub 9 timer og køre VM på Hawaii imens jeg undervejs inspirerer min familie, venner og bekendte (ikke nødvendigvis til at dyrke triatlon og Ironman) til at sætte sig nogle ambitiøse mål i livet og gå benhårdt efter at gennemføre dem! Selvom det måske ikke lykkedes første gang så giv aldrig op – ”winners never quit and quitters never win”. Husk på at man udvikler sig hele livet og et gammelt klogt ordsprog siger at du bliver aldrig for gammel til at sætte dig selv et nyt mål eller til at drømme.

Jeg har integreret min motivation i mine mål for fremtiden. Jeg søger stadig at lære mig selv bedre at kende og blive den bedste udgave af mig selv. Med i det mindset er der forbundet noget risiko, men min erfaring fortæller mig at jeg gang på gang kan drage konstruktiv læring ud, når jeg presser mig selv og tør at bevæge mig ud af komfort zonen (hvad enten det er sportsligt eller karrierermæssigt). Motivationen for mig ligger i at gøre det til en komfort zone og derved udvide mit repatoir og lære mig selv bedre at kende. En tilsvarende metafor kunne være at man skal turde at gå ud i vandet til knæene, gå så et skridt mere – du lærer måske at svømme.

 

Ynglingscitat

“It is not the willingness to win, but the willingness to prepare to win that make the difference”

FACTS
Navn: Simon Bruntse Andersen

Sportsgren: Multi Atlet (primært lang-distance triatlon)

Alder: 25 år

Bopæl: 2400 København

Klub: Københavns Triathlon Klub 1986 (KTK86)

Træningsmængde: 10-25 timer ugentligt (sæsonbetonet)

 

Største sportslige præstationer

1. Nr. 1 DM i ironman-disciplinen AG18-39, 2015

2. Nr. 2 ironman Full-Distance-Fyn AG18-24, 2014

3. Nr. 3 ironman Schweiz AG18-24, 2016

 

Mål for fremtiden

1. VM i ironman på Hawaii

2. Løbe et maraton sub 3 timer

3. Vasaløbet 90km langrend